Det er nu blevet sommer i Laos – ægte sommer. Med 45 grader er det svært at leve i en træhytte uden hverken aircondition eller i det mindste en vifte, og det kan tydelig mærkes på børnene at de er dehydrerede og rastløse. Støvet rasler omkring os i luften, og når vi kommer hjem til hotellet er det skønt at blive vasket ren og derefter gå på rent gulv og hvile sig i et køligt rum. Men at tænke sig, at det har familierne ikke engang mulighed for – det skærer i hjertet.
Det er skønt at få lov at give de små piger nye kjoler og mødrene nye skørter. På denne tur har der været tårer i øjnene på mødrene mange gange. Så taknemmelige de er! En lille beretning fra i dag, som rørte mit hjerte:
En stor familie med en del børn gemmer sig i skyggen under deres hus, da vi kommer kørende hen ad den støvede vej i middagsheden. Børnene er som sædvanlig meget sky og holder godt øje med os. Jeg sætter mig hen til dem med kameraet, og de får lov til også at tage billeder og trykke på knappen, som får noget til at lyse. De tøer helt op, ler højt og har det så sjovt. De følger efter mig, da jeg går hen til bilen for at hente nogle flere barneklæder. En af guttene kravler op på bilen af nysgerrighed. Jeg siger, at vi desværre ikke har noget guttetøj, der passer ham, men så finder jeg en veske frem og spørger, om han kunne tænke sig den. ”Åååh, kop jai la lai, korp jai la lai” siger han, og udforsker alle dens finesser. To små piger ser også på, og da jeg vifter en lille pink grislibjørnveske op nærmest hiver den ældste den ud af hånden på mig og er ét stort smil. Hun og lillesøster leger sikkert med den de næste mange måneder.
Hvor smukt det er, at få lov at give, og så samtidig få så meget igen.
– Sarah, voluntør
School Support Laos 