Første tur til Laos

Mit navn er Benjamin og min hustru hedder Sarah, og vi blev gift for et år siden. Vi er 22 og 20 år gamle. I Danmark blev jeg uddannet Tømrer og Sarah tog gymnasiel uddannelse.  Sarah og jeg har altid snakket om at tage ud at rejse sammen. Ikke bare for at holde ferie men for at gøre en forskel. Valget stod mellem alle de verdens lande, som trængte til en eller anden form for hjælp, og det endte altså med at blive Thailand og Laos, fordi min kusine Marit skrev en god, lang e-mail om, hvad vi kunne hjælp med, hvis vi kom, og det lige nogle projekter for os. Vi ankom til Bangkok d. 5. september og blev der i fem dage for at se byen og mærke den thailandske kultur. Derefter rejste vi til Mukdahan og max halvandet døgn efter rejste vi videre  med til Laos.

Det første sted vi skulle uddele poserne med tøj, toiletsager osv. var i byen Savannakhet, som lå en halv time fra Mukdahan. Jeg tror godt, man kan kalde det et slumkvarter. Det var ekstremt beskidt med åben kloark på stierne mellem husene, hvor dyerne spiste fra skraldet. Der var famillier fra 8-15 børn, men det blev husene ikke større af! Det var familier uden fast abejde, og hvis de fik nogen indkomst, kunne det lige række til det mest nødvendige. Man kan ikke bebrejde dem hvis de var opgivende overfor fremtiden både for dem selv og deres børn. Det gjorde stort indtryk på os at se børnenes og forældrenes ansigter da de fik deres skolestartpakke.  Nogle smilte rigtig meget, og andre græd af glæde. De fik ikke udfyldt alle deres behov, men nu  fik en af børnene i det mindste en chance for en bedre fremtid.

 

 

Efter opholdet i Savanakhet kørte vi fire timer nordvest til byen Sepon. Herfra kørte vi ud til nogle små landsbyjungler, som næsten var helt uberørte af omverdenen. Vi var i hvertfald en stor atraktion for de mennsker, der boede der. Skolen, der ligger i en af landsbyerne, er kun et par år gammel, og forældrene kender knap nok betydningen af, at uddanne deres børn. Derfor havde vi en mand fra Sepon Skolekontor med rundt i landsbyerne for bl.a. at informere om, hvor vigtigt det var, at deres børn fik en udannelse, en uddannelse som på sigt vil give dem muligehed for at forsørge deres familie. Her i junglen var de fattige, men der var dog ikke så beskidt som i Savanakhet. Først var vi rundt og besøge de 32 børns familier, som var blevet udvalgt til at kunne blive støttet af SSPL.

 

 Dagen efter skulle disse 32 familier møde op på skolen, hvor de fik uddelt tøj, sko osv. alle 32 børn kom, og alle havde de mindst en forælder med. Det var godt at se engagementet. Det var ikke svært at fornemme den spændthed, der lå i luften i klasselokalet. For nogle var det måske første gang, at et af deres børn skulle i skole. Det var en meget speciel oplevelse at iagtage disse mennesker træde ind i civilisationen for første gang. Da de fik deres pakker med skoleting fik fædrerne endda at vide, at kladehæfterne ikke var til at ryge. Bare for at sætte det i perspektiv for jer/os som har haft aviser og internet i mange år.

 

             Mange hilsner fra Benjamin, voluntør i School Support Project Laos